Den gode historie

Den gode historie

Sebastian og Mathias, 2 tidligere elever fra skoleåret 2015/16
"Jeg havde svært ved at sidde stille og det gav mig problemer at følge med i Folkeskolen", fortæller Sebastian. Han har siden årsskiftet gået på skolen og har nu været til afgangsprøverne i matematik og dansk med et flot resultat.
"Vi er ikke så mange elever og man kan derfor få alt den hjælp man har brug for. Der er højt til loftet - og man kan også lave f.eks. matematik i værkstedet", siger Sebastian.
"Hvis man som jeg ofte er syg eller ikke har overskud så er der meget hjælp at få. Jeg har haft hjemmearbejdsdage, som har betydet, at jeg har kunnet følge med alligevel", udtaler Mathias. Han har gået på skolen i lidt over et år og har også netop afsluttet Folkeskolens afgangsprøver med flotte resultater.
"Humor, jokes og grin er en vigtig og stor del af hverdagen herude, både blandt elever og lærere. Det gør at man glæder sig til at komme i skole", siger Sebastian.
"Der er ikke 28 elever i klassen så undervisningen er meget målrettet og der er plads til alle med deres forskellige behov", siger Mathias.

Forældre til en tidligere elev på skolen :

Presset for at præstere i skolen var for stort for vores datter. Der var næsten en konkurrence mellem at skulle præstere største og flotteste fremlæggelse og det gjorde hende ængstelig, nervøs og usikker.

På Dagskolen var undervisning ikke et spørgsmål om at skulle præstere men om at være i et læringsmiljø hvor man kunne gå i skole på mange måder, og hvor det ene ikke var bedre end det andet. I løbet af få måneder var vores datters humør vendt helt om.

Stille og roligt fik vores datter ro og mulighed for at udvikle sig, så hun efter et år var i stand til at tage FSA-eksamen med et flot resultat.

Da vores datter senere i en periode havde brug for at være i gode og trygge rammer blev hun budt velkommen på skolen og deltog i undervisning og de forskellige oplevelser som skolen arrangerede. Det var dejligt at opleve interessen i at de unge efter endt skoletid kommer godt i gang med noget og at man også kan komme tilbage og lige suge lidt nærhed og tryghed til sig igen.

 

Skolens tidligere leder:

En af skolens elever var en overvægtig dreng med ADHD. Hans udvikling foregik ikke i samme tempo som de jævnaldrendes og med sin umodenhed og naivitet havde han været et let mobbeoffer i en større skolesammenhæng. I løbet af skoleårene blev han trappet ud af medicinen, kom af med sin overvægt og fik en flot eksamen. Han er i dag i gang med en uddannelse.